Handelsbetingelser
Sidst opdateret: 9. september 2026
Den danske udgave er den juridisk bindende. Oversættelser er alene til orientering.
Vilkår og betingelser
Generelt
Disse vilkår gælder for brug af ProAssist-appen ("Tjenesten"). Ved at oprette en konto accepterer du disse vilkår. ProAssist forbeholder sig retten til at ændre vilkårene med 30 dages varsel via e-mail eller notifikation i appen.
Tjenestens beskrivelse
ProAssist er en platform, der forbinder opgavestillere (personer eller virksomheder, der har brug for hjælp) med opgaveløsere (personer, der udfører opgaver). ProAssist er ikke part i aftalen mellem opgavestiller og opgaveløser, men leverer formidling og betalingshåndtering på hjælperens vegne. At vi udsteder fakturaer i hjælperens navn og for hjælperens regning, er en praktisk service for hjælperen og gør ikke ProAssist til part i aftalen eller til sælger af arbejdet.
Brugerkrav
- Du skal være fyldt 18 år for at tjene penge på ProAssist som hjælper eller chauffør. Er du mellem 13 og 17 år, kan du oprette opgaver og booke samkørsel som passager, men hjælpere kan kun tilbyde dig en fast pris, aldrig en timepris, så du aldrig betaler mere end det aftalte beløb. Din alder kommer fra MitID, og begrænsningerne ophører automatisk den dag, du fylder 18.
- Du indestår for, at de oplysninger, du angiver, er korrekte og opdaterede.
- Erhvervskonti skal angive et gyldigt CVR-nummer.
- Du er ansvarlig for at holde dine loginoplysninger fortrolige.
Opgaver
- Opgavestillere er ansvarlige for korrekt beskrivelse af opgaven.
- Opgaveløsere forpligter sig til at udføre accepterede opgaver med rimelig omhu.
- ProAssist garanterer ikke tilgængeligheden af opgaveløsere eller kvaliteten af udført arbejde.
- Ulovlige, skadelige eller diskriminerende opgaver er forbudt og kan medføre øjeblikkelig kontolukning.
Anmeldelse, blokering og upassende adfærd
Chikane, trusler, diskrimination, svindel samt seksuelt eller voldeligt indhold er forbudt på ProAssist — i chat, på billeder, i anmeldelser og i opgavebeskrivelser.
- Du kan blokere en anden bruger direkte i appen. En blokering stopper beskeder mellem jer, og I bliver ikke længere matchet på nye opgaver.
- Du kan anmelde en bruger fra vedkommendes profil. Anmeldelsen går til vores supportteam og kan indeholde din egen beskrivelse af, hvad der er sket.
- Vi gennemgår anmeldelser om chikane, svindel og upassende indhold inden for 24 timer og fjerner indhold, advarer, begrænser eller lukker konti, når det er nødvendigt.
- Blokeringer kan ophæves igen under Indstillinger → Blokerede brugere. Alvorlige forhold kan derudover blive anmeldt til politiet.
Betaling og gebyrer
- Alle betalinger håndteres via Stripe Connect. ProAssist opbevarer ikke selv dine kortoplysninger.
- ProAssist opkræver hos hjælperen et servicegebyr på 20 % (inkl. moms) af opgavebeløbet. Gebyret er indeholdt i det beløb, opgavestilleren betaler. ProAssist ApS fakturerer gebyret til hjælperen og modregner det i udbetalingen. 10 % af det gebyr, vi opkræver, går til den månedlige fællesskabspulje for aktive brugere.
- Der betales intet ved oprettelsen af en opgave. Når opgavestilleren accepterer hjælperens tilbud eller en fast pris, reserveres beløbet på opgavestillerens betalingskort. Reservationen er ikke en betaling.
- Beløbet trækkes først, når opgaven er afsluttet, og kun for den tid, der faktisk er brugt (målt pr. påbegyndt kvarter) eller for den aftalte faste pris. Der opkræves aldrig mere end 20 % over det estimerede beløb. Bliver opgaven billigere end estimeret, frigives resten af reservationen.
- Pengene frigives til hjælperen 24 timer efter, at opgaven er afsluttet — eller straks, hvis både opgavestiller og hjælper har bekræftet opgaven inden da. Gør opgavestilleren indsigelse i mellemtiden, holdes pengene tilbage, indtil sagen er afgjort.
- Udbetaling til opgaveløsere sker via Stripe Connect til den tilknyttede bankkonto.
- Når opgavestilleren har betalt, udsteder ProAssist en faktura til opgavestilleren i hjælperens navn og for hjælperens regning. Er hjælperen momsregistreret, skal opgavestilleren oplyse sin adresse i appen, før fakturaen kan dannes. Når pengene frigives til hjælperen, får hjælperen en faktura fra ProAssist ApS på servicegebyret. Bliver en faktureret betaling refunderet helt eller delvist, laver vi en kreditnota. Begge parter finder deres bilag under opgaven i appen og kan dele dem derfra. Vi sender ikke bilag på e-mail.
Priser og moms
Alle priser i appen og på dette website er angivet i danske kroner. Den timepris eller faste pris, du ser på en hjælper eller i et tilbud, er den endelige pris, og der lægges ikke moms oveni. Om beløbet indeholder moms, afhænger af, om hjælperen er momsregistreret. Det fremgår af den faktura, du får, når opgaven er betalt.
ProAssists servicegebyr på 20 % er inklusive moms. Gebyret beregnes af opgavebeløbet, opkræves hos hjælperen og modregnes i hjælperens udbetaling. Hjælperen får en særskilt faktura fra ProAssist ApS på gebyret, og bilaget ligger under opgaven i appen.
ProAssist udsteder fakturaen til opgavestilleren i hjælperens navn og for hjælperens regning efter momslovens § 52 a, stk. 4. Sælger er hjælperen eller hjælperens virksomhed, som selv er ansvarlig for sin moms og sin skat. Er sælgeren momsregistreret, står momsen på fakturaen. Er sælgeren ikke momsregistreret, er der ingen momslinje, og det ændrer ikke prisen.
Aflysning og kompensation
- Opgavestilleren kan aflyse gratis inden for 15 minutter efter, at opgaven er oprettet, forudsat at opgaven ikke er gået i gang. Hele reservationen frigives, og der opkræves intet.
- Aflyser opgavestilleren efter de 15 minutter, opkræves 20 % af det estimerede beløb, dog højst 2.000 kr, og kun hvis der allerede er reserveret penge på kortet. Beløbet er en kompensation for den tid, hjælperen har sat af: hovedparten går til hjælperen, og ProAssist beholder sit sædvanlige servicegebyr. Resten af reservationen frigives. Aflysningen kræver en skriftlig begrundelse, som hjælperen får at se, og opgavestilleren får en nota på kompensationen udstedt i hjælperens navn. Hjælperen får en faktura fra ProAssist ApS på servicegebyret.
- Aflyser hjælperen, er det altid gratis for opgavestilleren. Hele reservationen frigives, og hjælperen mister opgaven.
- En opgave, der er gået i gang, kan ikke aflyses af nogen af parterne. Den kan sættes på pause eller afsluttes, og begge parter kan kontakte support undervejs.
- En afsluttet opgave kan ikke aflyses. Er opgavestilleren utilfreds, skal der i stedet gøres indsigelse via appen, inden pengene frigives til hjælperen.
Private aftaler og omgåelse af platformen
- Det er ikke tilladt at bruge ProAssist til at etablere kontakt og derefter bevidst omgå platformens betalings- eller gebyrstruktur.
- Det er ikke tilladt at bruge platformen med henblik på at skjule indkomst eller undgå lovpligtig skat, moms eller anden indberetning.
- Ved væsentligt eller gentaget misbrug kan ProAssist advare brugeren, begrænse funktioner, suspendere kontoen eller lukke kontoen.
ProAssist træffer ikke selv afgørelse om, hvorvidt en konkret aftale udgør sort arbejde, og udsteder ikke bøder. Eventuelle skatte- eller strafferetlige sanktioner afgøres af de relevante myndigheder efter gældende lovgivning.
Læs mere om skat og moms.
Virksomheder, der finder medarbejdere via ProAssist
Hvis en virksomhed finder en person gennem ProAssist og efterfølgende tilbyder personen fast eller længerevarende ansættelse, opfordrer ProAssist virksomheden til at informere os om det.
Oplysningen bruges blandt andet til at forstå platformens effekt, forbedre tjenesten og følge op på vellykkede match. Behandling af personoplysninger sker i overensstemmelse med privatlivspolitikken.
Ansvarsfraskrivelse
ProAssist er en formidlingsplatform og bærer ikke ansvar for:
- Kvaliteten af det udførte arbejde.
- Skader opstået under udførelse af opgaver.
- Tvister mellem opgavestillere og opgaveløsere.
- Tab som følge af tredjepartstjenesters nedetid (Stripe, Supabase m.fl.).
ProAssists samlede erstatningsansvar er begrænset til det samlede servicegebyr, ProAssist har modtaget for brugerens opgaver og ture de seneste 12 måneder.
Læs mere om forsikring og ansvar.
Klage og tvistløsning
Er du utilfreds, så kontakt os først på info@proassist.dk. De fleste sager kan løses direkte, og vi svarer hurtigst muligt.
Tvister vedrørende disse vilkår afgøres efter dansk ret ved de danske domstole. Er du forbruger, kan du desuden klage over en tjeneste købt hos os til Center for Klageløsning, Nævnenes Hus, Toldboden 2, 8800 Viborg. Klagen indgives på naevneneshus.dk.
EU-Kommissionens onlineklageportal (ODR) blev nedlagt den 20. juli 2025 og kan ikke længere anvendes.
Kontolukning
Du kan til enhver tid slette din konto via appen eller ved at kontakte os. ProAssist kan suspendere eller lukke konti, der overtræder disse vilkår, uden forudgående varsel.
Kontaktoplysninger
ProAssist ApS
CVR: 46483480
Adresse: Duftrankevej 25, 2. sal, 5200 Odense V
Telefon: +45 53 79 74 77
E-mail: info@proassist.dk
Databeskyttelse: info@proassist.dk